lørdag den 14. november 2015

Mit Nørrebro - en guide

                                                                       Mit Nørrebro

Jeg elsker Nørrebro. Boede nogle år på Struneseegade ved Assistenskirkegården. Da min mand og jeg skulle købe lejlighed, vidste vi, at vi ville bo på Nørrebro, gerne indre Nørrebro, men da vi samtidig også elsker masser af plads, blev det til ydre Nørrebro. Vi bruger vores område rigtig meget og kender stort set alle cafeer, gader, butikker og grønne arealer.


Min ynglings gade på Nørrebro er Blågårdsgade som er en sidegade til Nørrebrogade. For mig er den et godt indbegreb af Nørrebro. Der er hyggelige cafeer, gallerier der sælger lækre grafik, genbrugsbutikker med retro skønheder, bar med bordfodbold, forretning der sælger bruge LP ér, grønthandler, lækker falafel og kebab. Der er smukke, gamle bygninger, baggårde med farverig grafitti og om sommeren er der er altid fest og og glade mennesker på Blågårdsplads og om vinterenden mulighed for at stå på skøjter. De fleste af de spisesteder der er i gaden er små, derfor er der altid opsat borde udenfor og på den måde er der altid liv i gaden ligegyldigt hvilken årstid det er.
Hvis jeg har brug for et sted at arbejde, rette stile eller skrive på min blog, tager jeg på ”vores sted”  - Cafe Flora som min mand og jeg kalder det. Der er rigtig hyggeligt med sofaer langs væggen med læder sæder og rustikke træborde. Der er en dejlig og afslappende stemning og er man heldig at få et bord ved vinduet, kan man sidde og kigge ud på livet som foregår på Blågårdsplads. Jeg har stort set spist alt hvad der er på menukortet gennem de 7 år jeg er kommet her. Jeg kommer her dog ikke for maden, da den ikke er noget særligt. Men den er billig. Dog kommer jeg for hyggen. Skal jeg spise her, bestiller jeg ofte deres kyllingesalat eller deres omelet.




Hvis jeg blot skal mødes med en veninde og drikke en kop kaffe og spise et stykke lækker cheesecake tager jeg på Arabica som er en hyggelig cafe med en varm og rar stemning. Der er træbeklædte vægge, hjemmelavet træborde, hyggelige sofaer med pudder og store, smukke lysekroner der afgiver en rart og intimt lys.

Hvis jeg er lækkersulten smutter jeg forbi Lauras bakery som udover at lave de skønneste pizzaer – også laver super lækre kanelsnegle. Der er mulighed for at spise der inde og få en stol ved bordet ud mod vinduet, så du kan sidde og kigge ud.

Hvis jeg er ude med nogle veninder og vi skal drikke nogle øl, plejer vi at tage på Harbo bar. Priserne er billige, og der er en meget uformel stemning  - man kan også tage på Cafe Blågårds Apotek, der er fx jazzaften om mandagen og sangskriveraften om onsdagen, det er en non profit cafe, så overskuddet går til udvalgte sociale projekter.

I denne gade ligger også en fantastisk lækker vegetar cafe – Cafe N. Der er ikke mange sidepladser indenfor, men om sommeren er der mulighed for, at sidde uden for med langborde og bænke. Alt mad er lavet fra bunden og er frisk og farverig og ikke mindst sund.




Ravnsborgsgade  -antik gaden som den også kaldes. Du finder mange gode og inspirerende antik – og sceondhand butikker i denne gade, hvor du uden tvivl kan gøre et godt fund. Der er også lækre modebutikker som fx Stig P. Hvor man kan finde mærker som Wood Wood og Calvin Klein.
Det er også i denne gade du finder Nørrebro Bryghus, som udover en del lækker øl, også er en god restaurant med friske og nordiske rådvare og lækker smørebrød.

Hvis jeg skal drikke nogle drinks med nogle venner, tager vi på jazz baren, Kind og Blue som har mange lækre special øl og laver den bedste G&T, der er super hyggeligt og en meget afslappende atmosfære.

Jeg kommer tit på Bevar´s hvis jeg skal arbejde og gerne vil hygge mig med en kop kaffe. Du kan også spise en let morgenmad af brød, skyr og øko æg.
Kung Fu lave den lækreste asiatiske mad og til gode penge og er du mere til cafemad, skal du tage på Cafe gavlen, hvor du kan sidde udenfor på hjørnet en sommer dag og nyde livet omkring dig og se på de unge som spiller basket eller står på skateboard over på den anden side.


Det er en hyggelig gade, ikke langt fra søerne, så jeg går ofte blot en tur gennem gaden og kigger på vinduer, køber en kaffe, og går ned og sætter mig på en bænk ved søerne og læser og nyder solen om sommeren. Der er mange gode spisesteder langs søerne. Der er også et sted som lever i kraft af sig selv. Det er et smukt sted at gå en tur og det er egentlig ligegyldigt, hvilket salgs vejr det er, solskin, tåge eller sne.

Der er også nogle gode spisesteder langs søerne på Nørrebro. Jeg har tre som jeg ofte spise på. Hvis jeg har lyst til en lækker burger går jeg på Sliders. Jeg er vild med konceptet. Jeg er især fan er den med and. Det er ofte nogle meget fyldige og kraftige smage, og derfor ville man aldrig kunne spise en hel burger af netop denne slags, men de 4-6 bider der er i sliders er perfekt – og så er deres pommes lækre.



Et sted som er hyggeligt om sommeren er Kaffesalonen som ligger lige ud til søerne ved Dronning Louises bro. Om sommeren kan man sidde på den lille strandpromenade og nyde solen og udsigten. De laver en lækker brunch



Det sidste sted jeg vil anbefale ved søerne er Thai Pan som laver noget af det mest velsmagende thai mad til fair priser og så er det vild hyggeligt og romantisk. Om sommeren kan man også sidde udenfor. De laver en lækker masanam og sprøde tigerrejer.

Stefansgade/ Jægersborgsgade



Min mand og jeg var tæt på, at købe en lejlighed på hjørnet af Stefansgade og Jægersborgsgade men ændrer mening i sidste øjeblik. Men jeg går tit forbi den og tænker – hvad nu hvis. Dette er et lækkert område, som jeg ofte kommer. Jeg tager niecerne med på flyvelegepladsen, køber lækkerier i Stefanos delikatesse som ligger på Julius Blomsgade, spiser lækker risotto hos Grød på Jægersborgsgade. Det er også her du finder Mikkeller & Friends som har et kæmpe og ikke mindst lækkert udvalg af øl. Du finder over 40 forskellige øl som jævnligt bliver skiftet ud. Det er ikke forbi det er en bar hvor man går ud og fester med vennerne, det er mere et sted man mødes på en date eller med nogle gode venner inden man går ud og spise og gerne vil sidde og snakke og nyde øllen.



Hvis du er på udkig efter en unik lampe eller en flot keramik skål, skal du besøge Designkollektivet, hvor forskellige kunstnere og designere der sælger deres værker. Den finder du i Stefansgade. Det gør du også med cafe Taxa, som er et perfekt sted at gå ud og spise en fredag aften. Der er en lækker og rå indretning og et begrænset men godt udvalg på menuen. Jeg er vil med deres burger.
Hvis jeg har brug for lidt lækker keramik, nye øreringe, et grafisk print eller et net grafisk net, tager jeg i Jægersborgsgade – der er gode shopping muligheder. Der afholdes også ofte loppemarked i gaderne, hvor private sælger ud af deres gemmer.



Giffenfeldsgade er et kæmpe mix af kultur, det er her du plejede at finde spisestedet Mamma Afrika, afrikanske forretninger, Folkets hus og nogle spisesteder.
Det er også gaden hvor Fætter Fætter ligger og som er den første af sin slags. Der tilbydes nemlig et stort udvalg af toast. Hvis man er meget sulten kan man nemt købe to, da priserne er venlige og ligger på de ca. 35 kr. Lige overfor, ligger cafe Auto, som er bror/ søster til cafe taxa. Her elsker jeg at komme om sommeren, så man kan sidde udenfor under markiserne og kigge på mennesker mens man fx spiser deres lækre brunch og friske myntelemonade.




 Lidt længere nede ad gaden mod Rantzausgade ligger ølbaren Ølsnedkeren, som brygger lækker, hjemmelavet øl. Der er fyldt med hyggelig stemning, en afslappet atmosfære og god betjening som ved en del om øl og gerne vil fortælle dig om det.

Rantzausgade er en gade, der de seneste år er ved at vågne op og bliver rigtig hyggelig. Der ligger en hyggelig cocktail bar ”Gilt” som udefra ikke ligner noget der er værd at besøge, men deres drinkskort er lækkert og hvor de laves af nogen der ved hvad de gør. Jeg kan rigtig godt lide at komme på Tjili pop, der er tot live musik og om sommeren kan man være heldig og kapre et bord ud mod gaden, så man kan sidde og følge med i gadens puls. Indenfor er der super hyggeligt indrettet med sofaer og skæve møbler – måske købt hos Quirosa som er en secondHand butik med alt hvad dit retro hjerte kan begære -dog er priserne ved at være lidt i den dyre ende.
Hvis jeg vil spise noget lækker italienskmad, spiser jeg gerne på Scarpetta som ligger på hjørnet og som er en del af Cofocos madkæde. Der er en dejlig lys og rart indrettet restaurant, hvor jeg tit har været når der skal fejres fødselsdage, da du kan få lækker mad til gode penge.
Nede ved Bronsons kirken ligger der to cafeer, et på hvert sit hjørne. Cafe Tænk er blevet en af mine nye ynglings cafeer. De har et bedre og mere avanceret menukort end den gængse københavner cafe og så er det en vild lækker indretning. Jeg er vild med deres sandwich og brunch.



 Lige overfor ligger Kløsters Tolv haner som har den fedeste indretning med en masse træ og glas. De har en et godt udvalg af øl, kaffe og lidt til den lette sult. Det er det perfekte sted at drikke en kop kaffe på en regnvejrsdag eller få en eftermiddags øl en sommerdag,

Selve Nørrebrogade er et mekka for kebab og falafelelskere. Der er gode genbrugsbutikker men ellers er der ikke så meget andet at komme efter – det skulle dog lige være Møller og Kaffe som er en rimelig nyåbnet cafe som laver en super lækker brunch ud fra det perfekte princip, at du selve sammensætter den ud fra en brunchseddel.
Da jeg var ”ung” gik vi meget på Stengade 30  eller Rust for at hører musik og danse, jeg syntes stadig det er nogle festlige go superfede steder, jeg er bare blevet for gammel og vil hellere sidde med mine venner om et bord og drikke nogle lækre øl eller cocktails og snakke.


Ellers er Assistenskirkegården et af mine tilflugtsteder  - hele året igennem. Om sommeren tager vi på skovtur og ligger i solen og læser. Om efteråret tager vi en kop varm kaffe i hånden og sidder og suger den sidste efterårssol til os en smuk efterårsdag, om vinteren er der så smuk med sneen der ligger på gravene og på de gamle smukke træer. Om foråret, når det hele er ved at springe ud og den store Allee er ved at blive grøn må man gå en tur igennem parken. Nogle finder det mærkeligt, at man kan ligge på en kirkegård og tage solbad og spise bagels. Det er det egentlig også, det ville man ikke gøre andre steder. Men hvorfor skal kirkegårde være et sted med en form for berøringsangst, hvor man kun komme og ligger blomster på familiegraven og forbinder stedet med død, sorg og tristhed? Hvorfor ikke bruge stedet, og et sted som dette, med så meget historie. For dem der kommer her, er det et sted med liv, historie – det syntes jeg på mange måder er rigtig fint. Jeg ville elsker, når jeg engang er død, at nogle unge mennesker vil sidde og drikke en øl ovenover mig.


den sidste gade jeg vil anbefale på Nørrebro er Elmegade – endnu en gang en sidegade til Nørrebrogade. Det er en charmerende gade som snor sig gennem gadebilledet og har smukke, gamle Nørrebro lejligheder i skønne pastelfarver. Der er nogle shoppemuligheder til både mænd og kvinder i gaden. Der er gode spisemuligheder. Jeg tager tit på Pasta Mania om sommeren, når vejret gør, at man kan side udenfor, da der er meget få sidepladser indenfor. Det er også et hyppigt take out sted, så hvis du kommer forbi en lun sommeraften, få det til go og gå ned og sæt dig på Sankt Hans torv, på en af stenbænkene og nyd din pasta her med en flaske vin. Maden er velsmagende, enkelt og billig. Et andet godt sted, som jeg kommer på om sommeren af samme årsag, er Bindia, der er lige plads til to personer ved vinduet, ellers er det meningen man skal tage maden med hjem, prøv deres butterchicken, den er fyldig og velsmagende. En populær cafe på gaden er The Laundromat Cafe, hvis kendetegn er, at du kan vaske dit tøj mens du spiser en burger. Om sommeren er der godt fyldt på ved bordene udenfor, da man sidder på første række til livet i Elmegade. Maden er meget standard cafemad, man skal mest komme for de gode priser og lokaliteten. Skulle man blive tørstig efter en god middag, skal man gå ned på Ølbaren, som er en rustik ølbar, som løbende får nye øl på hanerne og hvor der bliver planlagt ølsmagning.


Det er ikke et område hvor du finder mange museer. Politimuseet ligger på Nørrebro ved Sankt hans Torv og efter de fik ny museumsansvarlig syntes jeg museet er blevet mere relevant og fået en del spændende udstillinger. Der bliver også ofte tilbud byvandringer rundt på Nørrebro, som man kan melde sig til, og på den måde få en masse fantastisk viden om denne spændende bydel. Ellers er det et område, hvor man skal gå rundt i de hyggelige gader, kigge op og se den fascinerende graffit på husgavlene. Nyde stilheden på Assistenskrigegården og spise en masse lækker mad.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar